Spørgsmål og svar om varme

Vi har samlet en liste med hyppigst stillede spørgsmål til dig. Hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her, er du altid velkommen til at kontakte vores kundeservice.

For nye kunder - spørgsmål til fjernvarme

Jeg vil gerne have fjernvarme. Hvad gør jeg?

Du kan slå din adresse op for at se, om du bor i et eksisterende eller et udvidelsesområde.

Kan jeg få fjernvarme? | Hillerød Forsyning (hfors.dk)

Bor du i et eksisterende område, bedes du udfylde formularen, hvorefter vi vender tilbage med en tilslutningsaftale.

Se områderne her:

Hillerød by | Hillerød Forsyning (hfors.dk)

Hvis du bor i et af udvidelsesområderne, kan du udfylde en interessetilkendegivelse. Hillerød Forsyning vil udbygge disse områder med fjernvarme i perioden 2024-2028, hvis der er minimum 60% tilslutning i de enkelte områder.
Udvidelsesområde 1: Oplandsområder | Hillerød Forsyning (hfors.dk)

Udvidelsesområde 2: Yderområder | Hillerød Forsyning (hfors.dk)

Hvordan foregår tilslutning til fjernvarme?

I eksisterende fjernvarmeområder kan du læse beskrivelsen af processen. Når vi etablerer nye stikledninger, er det en fordel at få naboerne med, så vi kun skal grave i vejen én gang.

Fjernvarmeinstallationen trin for trin

I udvidelsesområderne informerer vi om, at man nu kan få fjernvarme for at opnå størst mulig tilslutning, når vi lægger hovedledningerne i vejen.

Økonomien i vores anlægsprojekter er baseret på, at minimum 60% af kunderne har sagt ja til at blive tilsluttet fjernvarme. Jo før vi når denne tilslutning, desto hurtigere starter anlægsprojektet.

Hvordan lægges varmen ind i huset?

Vi graver en rende fra ydermuren på dit hus og ud til vejen. Derefter lægger vi en stikledning med fjernvarme.

Stikledningen bliver lagt i et skab op ydermuren og afsluttes der. Når stikket er lagt, lægger vi jord og fliser på plads og fjerner evt. overskudsjord. Hvis vi har gravet i din græsplæne, sår vi græsfrø eller lægger græstørv tilbage. Det kan være nødvendigt midlertidigt at flytte buske og beplantning under gravearbejdet.

Hvem bestemmer, hvor der skal graves ved etablering af fjernvarme?

Hillerød Forsyning placerer stikledningen. Inden arbejdet går i gang, besøger vores enterpriseleder dig for at aftale placeringen. Vi tager hensyn til andre ledninger på grunden.
Du skal acceptere, at der kan foretages reparation eller udskiftning af ledningsnettet på din ejendom. Derudover skal Hillerød Forsyning have uhindret adgang til din varmemåler.

Hvad skal jeg sørge for?

Når du har underskrevet aftale om fjernvarme, kontakter vi dig for et besøg på adressen. Vi aftaler, hvor stikket skal føres ind i huset, og hvor der skal graves på grunden.

Du skal selv kontakte en eller flere VVS-installatører for tilbud på levering og installation af en fjernvarmeenhed i dit hus. Her skal du sørge for, at VVS-installatøren også står for nedtagning af den gamle varmeenhed, montering af rør, følere, måler, netstik osv.

Hvis du har gas, skal du afmelde dit gasstik, og eventuelt søge tilskud via Evidas hjemmeside.

Hvad er "fjernvarmekampagnen"?

Til og med 2028 udruller vi fjernvarme til både nye og eksisterende fjernvarmeområder i Hillerød til i alt 4.200 kunder. Udrulningen af fjernvarme er opdelt i følgende faser:

  • Fra 2023 til og med 2025 vil de sidste cirka 1.100 potentielle kunder i det nuværende forsyningsområde i Hillerød by, Skævinge, Meløse, Gørløse og St. Lyngby i etaper få tilbuddet om at få fjernvarme.
    Kampagneprisen er på 40.000 kr.
  • Fra 2025 til 2027 er det planen, at fjernvarmen kommer til Gadevang, villaområdet i Ny Hammersholt, Ny Harløse, Salpetermosen, Sønder Strødam og Nørre Herlev/Brødeskov, hvis forsyningens projektforslag bliver godkendt af kommunen.
    Kampagneprisen er på 40.000 kr. plus et etableringsbidrag, der skal dække etablering af hoved-og stikledninger ud til området.
  • Derudover arbejder Hillerød Forsyning på også at kunne levere fjernvarme i Nødebo, Alsønderup, Tulstrup, Uvelse og Lystrup. Hvis projektforslagene bliver godkendt, vil udrulningen til de fem områder sandsynligvis kunne ske i 2027 og 2028.
    Kampagneprisen er på 40.000 kr. plus et etableringsbidrag, der skal dække etablering af hoved-og stikledninger ud til området.

Hvad koster det at få fjernvarme?

Udrulningen af fjernvarme kommer til at ske i etaper og til en særlig kampagnepris, der skal gøre det mere attraktivt og økonomisk overkommeligt at få fjernvarme.

Kampagneprisen er på 40.000 kr. og er kun gældende i tilmeldingsperioden for det specifikke område.
I nogle områder vil der også være et etableringsbidrag, der skal dække etablering af hoved-og stikledninger ud til området.

Ud over kampagneprisen skal du tage kontakt til en eller flere VVS'ere, som skal give dig et tilbud på levering og installation af en fjernvarmeunit, samt nedtagning og bortskaffelse af din gamle varmeinstallation.

Se de generelle priser og takster her

Kan jeg skrive mig op til fjernvarme

Du kan tilmelde dig, når din etape åbner. Vi åbner løbende op for tilmelding til de kommende etaper, og du modtager information med posten, når du kan tilmelde dig.

Du kan sende en interessetilkendelse, hvis dit område ikke er åbent endnu og vi vil derefter sende dig info, når området åbner.

Send en interessetilkendegivelse

Hvorfor kommer der ikke fjernvarme til mit område?

I en række mindre bysamfund kommer vi ikke til at etablere fjernvarme, og det skyldes, at der findes alternativer, som er billigere at etablere.

For at etablere fjernvarme kræver loven, at man skal regne på samfundsøkonomien. Vi skal derfor beregne, om fjernvarme i et område vil være billigere end alternativerne, og at det kan betale sig at etablere og drive udvidelsen, samt om det er miljømæssigt fornuftigt.

Beregningen skal sikre, at ressourcerne går til de projekter, som giver størst mulig gevinst for samfundet.

Det er dyrt at lægge fjernvarmeledninger i jorden, så derfor skal der også være en del til at aftage fjernvarme, for at økonomien hænger sammen.

Kun hvis et projektforslag kan bekræfte den positive samfundsøkonomi fundet i undersøgelsen, og desuden kan påvise positiv selskabs-/brugerøkonomi, vil det kunne blive vedtaget af først bestyrelse i Hillerød Forsyning og derefter byråd.

Hvad koster fjernvarme om året?

Når man har fjernvarme, betaler man både en abonnementspris, der dækker de faste omkostninger, samt en variabel pris, der dækker ens varmeforbrug. Prisen for fjernvarme justeres som udgangspunkt hvert år 1. januar. Nedenstående punkter er omkostningerne:

  • Et årligt abonnement, som går til fjernvarmemåler og administration.
  • Fast årligt bidrag, der dannes på baggrund af den mængde vand du maksimalt må aftage i timen.
  • Pris pr. energienhed (MWh) der forbruges.

Du kan læse mere om Hillerød Forsynings priser her

Den konkrete pris for fjernvarme svinger fra ejendom til ejendom og afhænger bl.a. af ejendommens størrelse, hvor godt isoleret huset er, hvor mange, der bor i huset, hvor meget man skruer op for temperaturen, og hvor meget varmt vand, man bruger.

Når man taler om fjernvarmepriser, anvender man derfor i den danske fjernvarmebranche altid betegnelsen ”et standardhus”. Det er på 130 m2, og det årlige fjernvarmeforbrug er sat til at være 18,1 MWh. Man taler i øvrigt også om ”en standardlejlighed” på 75 m2 med et forbrug på 15,0 MWh pr. år.

Kan jeg få fjernvarmen på et senere tidspunkt, når I er færdige på min vej?

Ja, men så er det de normale takster. Kampagneprisen gælder kun i tilmeldingsperioden.

For fjernvarmekunder

Jeg har ikke noget varme - hvad gør jeg?

Hvis du oplever, at du ikke har varmt vand og heller ikke har varme i øvrige anlæg, kan det skyldes fejl på fjernvarmenettet eller i din egen installation.

Følg guiden: Sådan tjekker du dit varmeanlæg

 

Hvad gør jeg, når jeg skal flytte?

Hvis du som ejer eller lejer får varme fra Hillerød Forsyning, skal du aflæse din varmemåler, når du flytter.

Udfyld flytteformular

 

Hvornår og hvordan skal jeg aflæse min måler?

Hvis du får varme fra Hillerød Forsyning foregår aflæsningen automatisk, da alle vores varmemålere er fjernaflæste. Vi årslæser altid i december.

Hillerød Varme og Hillerød Vand har normalt leveret månedlige aflæsninger af vores fjernaflæste målere. Dette vil pr. den 1/7 2020 ikke mere være muligt, idet vores aflæsningssystem ikke længere understøtter dette. Fremadrettet vil aflæsningerne derfor ske kvartalsvis.

Vi arbejder på igen, at kunne understøtte de månedlige aflæsninger, men vi har p.t. ikke en dato for dette.

Såfremt du har behov for en aflæsning, anbefaler vi, at du selv foretager en aflæsning af din måler. Er dette ikke muligt, så kan du kontakte os, så vil vi være behjælpelig med dette så vidt muligt.

Jeg skal grave. Hvor finder jeg ledningsoplysninger?

Gå til ledningsoplysninger og gravearbejde

Hvem ejer stikledningen, og hvem vedligeholder den?

Fjernvarmestikledningen ejes og vedligeholdes af Hillerød Forsyning – det gælder også måleren og hovedhanerne.

Hvem må arbejde på mit anlæg? Må jeg selv?

Hillerød Forsynings anlæg stopper ved hovedhanerne. På den anden side af disse er det dit eget ansvar. Vi anbefaler, at du tager fat i en autoriseret VVS’er.

Hvordan forbedrer jeg min afkøling?

Den årlige afkøling fremgår af din afregning. Der er et pristillæg på varmeregningen, hvis afkølingen er under 22 grader. Det vil altså sige, at du som forbruger minimum skal bruge/udnytte 22 grader af den varme, som du får ind fra værket.

Følg guiden: Få bedre afkøling

Kan jeg få ændret mine aconto-rater?

Hvis du oplever en væsentlig ændring i dit forbrug i løbet af året, kan du få ændret aconto-raterne ved at henvende dig til Kundeservice. Det skal ske senest én måned før, den næste aconto-rate skal betales.

Hvad er graddage?

Vejret har betydning for, hvor meget varme du bruger. Graddagetal bliver brugt til at korrigere for vejret, når vi beregner dit forventede årsforbrug. Jo flere graddage, jo koldere har året været.

Graddagetal er det antal grader (i celsius), som der er mellem 17 grader og den gennemsnitlige udendørstemperatur over et døgn.

Et eksempel​​
Hvis den gennemsnitlige udendørstemperatur over et døgn har været 10 grader, vil graddagetallet være 7 (17 – 10 = 7).

Graddagetallet bliver højere desto koldere det bliver udenfor. Et højere graddagetal indikerer derfor også, at der skal bruges mere varme, for at opretholde en konstant indendørstemperatur.

Da temperaturen er forskellig fra år til år og måned til måned, kan man graddagekorrigere varmeforbruget, for at sammenligne forbrug mellem forskellige år og/eller måneder.

Til graddagekorrektionen bruges graddagetallet for den ønskede periode og sammenlignes med et normaliseret graddagetal, som er opgivet af DMI.